Har du nogensinde haft lyst til at skrive en bog? Bare sådan for sjov; for dig selv og dine børn? En fortælling, som de kan læse og tage ind til hjertet og give videre til deres børn. En historie, som bringer dem tæt sammen den dag, de skal kigge tilbage og mindes? Et eventyr, som får smilet frem på læben i stedet for tåren i øjet.

Det havde jeg. Og efter mange år lå lysten og ideen til bogen stadig og ulmede. Men med et lille skub tog jeg mig sammen. Dét der for mig, som alenemor til tre med fast fuldtidsjob og dagligdagens stress og jag, så helt umuligt ud blev gjort muligt. Jeg skrev en bog – Fanny Fairychild og det magiske spejl. (Læs min historie om, hvordan jeg nåede mit umulige på LinkedIn)

Fanny Fairychild og bogens univers er blevet til ud fra egne minder. Som pige på landet med det ene ben i søen og det andet i skoven over marken, var min verden et eventyr af oplevelser.

Her, et halvt århundrede senere, er mine barndoms erindringer, fantasier og drømme aldrig forsvundet. Jeg har i bogen forsøgt at gengive nogle af de ting, jeg som barn drømte om og som mange andre børn drømmer om, tænker på, er bange for eller kan glæde sig over.

De fleste børn drømmer for eksempel, at de kan flyve. Eller trylle. Eller måske drømmer de bare, at de kan forsvinde væk i en helt anden verden, hvor alt er muligt!

Min egen virkelighedsflugt bestod af en fortryllet selvopdigtet verden; Der boede alfer ved søen, trolde i skoven og vi havde nisser på loftet. Ligesom Fanny havde jeg mit eget sted i den lokale skov, hvor jeg tegnede og skrev dagbøger. Dér stod også mit store yndlingstræ – min bedste ven – som altid lige fik et kram med på vejen.

Da jeg var barn sov jeg i telt i regnvejr og lå og lyttede til de sprøde dryp på teltdugen. Hvis jeg rørte ved den blev alting gennemblødt. Jeg løb på bare tæer i det våde græs, når regnen stod ned i tykke stråler, og løb rundt på marken efter lynene på himlen når det bulrede og bragede foroven. Søens vand var også varmere, når det regnede. Og ved Sankt Hans roede jeg langs kysten og nød de store bål og fyrværkeriet over vandet. (Læs om min magiske barndom i Frederiksborg Amts Avis.)

Jeg ønsker at mine børn, dine børn – ja, at vi alle sammen aldrig stopper med at drømme; men lader fantasien rase uanset, hvor gamle vi er.  Og at vi kæmper, uanset hvor umuligt det hele ser ud. Mine piger skal altid stole på, at de kan opnå de ting, de virkelig vil. Og med hjertet skal de huske altid at bevare kærligheden til sig selv og alt omkring dem – og elske mest muligt. 

Den kærlighed vi giver videre til vores børn, gror i dem og lægger kim til den kærlighed, de formår at give videre til deres.

Mange eventyrlige hilsner


Lykke